Om at praktisere mindfulness – det bevidste nærvær – med åbne øjne mens hverdagen sker.

Men ligeså meget om, hvordan vi kan håndtere, at tingene ikke går som planlagt og om at starte forfra igen og igen.

Dagen i går startede med en af de der morgener, hvor planlægningen skred ud i sandet. Det, jeg havde planlagt, gik op i røg og tiden smuttede.

Kender du mon det?

Det betød, at jeg missede et zoom-møde, jeg gerne ville have været med til og at mine planer for formiddagen også skred ud i sandet.

Min dreng, der er i hjemmeskole, havde brug for hjælp og det var vigtigst. For det første er det ved at være lidt tungt ikke at se sine kammerater og være hjemme foran skærmen hele tiden.

Så var der en app, der skulle installeres. Et login der drillede og en mail til en lærer. Der var en hurtig løsning i håndværk og design, der endte med, at nogle grillspyd i træ, der lå i køkkenskuffen, blev omdannet til byggemateriale til et hus.

Da min søn havde fået hjælp, appen installeret, der kommet svar fra læreren og det var erkendt, at de omdannede grillspyd alligevel ikke skulle bruges, havde jeg en hund, der stod og krydsede bagben og trængte til at komme ud. Da jeg kiggede ud af vinduet for at afstemme påklædningen, piskede det ned fra vest. Men hunden skal jo ud, så på med regntøj og gummistøvler.

Da vi kom ud, var regnen iskold og piskede lige i hovedet, alt var gråt, vådt, tungt og mørkt og det endte i en ærgrelse over, at den fine sne og det lysende snedækkede landskab var væk.

Der gik ikke længe før, hunden bummelummede i en vandpyt (resultatet skal jo samles op) og jeg mærkede, da jeg trådte ud i vandet, at mine gummistøvler var utætte og tog vand ind, hvilket var temmelig koldt og vådt.

Som morgen skred frem, kunne jeg mærke uroen ulme og min umiddelbare reaktion, da jeg stod der i vandpytten var armen for helvede da!

Altså irritation og frustration.

Resten af turen kunne have været præget af den reaktion. For reaktionen kunne hurtigt være blevet til en generalisering af, at hele dagen nu ville blive dårlig. Det kunne igen være blevet til tanker om, at jeg ønskede mig hen, hvor peberet gror, for der hvor peberet gror, ville der være varmt og solrigt.

De tanker kunne være blevet til tanker om coronaen, hvilket kunne have udviklet sig til politiske overvejelser omkring regeringens strategi og tanker om, hvordan det hele skal gå.

Det igen kunne have aktiveret tanker om økonomi og dystre fremtidsudsigter på grund af pandemien, hvilket kunne have aktiveret tanker om, at alt er umuligt, tungt og deprimerende.

Som jeg har skrevet i et tidligere blogindlæg, er tankerækker og associationer som den beskrevet ovenfor noget, der sker hver dag for langt de fleste mennesker.

Der sker ofte bare helt uden, at vi lægger mærke til det. Men prøv at blive bevidst om, hvor du starter i dine tanker og hvor du slutter. Du vil formentlig kunne opleve, at du starter i øst og slutter i vest.

Tilbage til min morgen og planerne, der smuttede:

I takt med at morgenen skred frem, var jeg begyndt at iagttage min reaktion indadtil.

Det interessante med planer er jo, at de kan få en masse til at ske for os, hvis vi er gode til at effektuere dem.

På den anden side kan de også være kilde til frustration og irritation i lige det øjeblik, hvor det vi havde planlagt ikke lykkedes, fordi livet kommer i vejen og tingene ikke går, som forventet.

Planer, der ikke fuldføres eller lykkedes, kan også være en glimrende anledning til at slå sig selv i hovedet og bekræfte sig selv i, at man ikke kan finde ud af noget som helst, hvis man skulle have de tilbøjeligheder.

Men hvorfor begyndte det at ulme?

Fordi det jeg havde forestillet mig ikke blev. Fordi øjeblikket ikke blev, som jeg havde planlagt og forventet. Så i bund og grund var det modstand mod øjeblikket, som det udspillede sig.

Hvor ofte har vi modstand mod øjeblikket, som det udspiller sig?

Temmelig ofte. Følelser og tilstande som utilfredshed, utålmodighed, irritation, afmagt, frustration, mistillid, utaknemlighed og en stræben efter noget andet er et udtryk for modstand mod øjeblikket, som det er.

Modstand mod øjeblikket, som det udspiller sig aktiverer vores system i en større eller mindre stressreaktion.

Hvor tit oplever du nogen af ovenstående følelser og tilstande?

Det mest interessante er, hvis du spørger mig, at det var min indledende tolkning af situationen – altså det at der skete noget andet, end jeg havde forestillet mig – der satte gang i en fysisk reaktion i nervesystemet og kroppen.

Som tidligere skrevet begyndte jeg i løbet af morgenen at iagttage min reaktion. Jeg har gennem flere år øvet mig i at kunne blive i rollen som iagttageren.

Det er essensen af mindfulness netop at kunne blive i rollen som den nærværende observatør – utilknyttet, accepterende, ikke-dømmende.

Jeg har efterhånden fået trænet min hjerne og mig selv op i, at så snart jeg mærker en forandring i min tilstand, så registrerer jeg det.

Hvis jeg lykkedes med at blive i rollen som observatøren (og bevares det lykkedes ikke altid, for det er en kunst, når livet blæser) i stedet for at blive reagerende, er det lige her, hvor mindfulness går hen og bliver både stressreducerende og livstransformerende.

Men hvordan det?

Jo, da jeg stod der midt i vandpytten og samlede hundeefterladenskaber op, mens vandet trængte ind i mine støvler, overgav jeg mig.

Jeg overgav mig slet og ret.

Jeg slap modstanden og overgav mig til øjeblikket, som det var. Jeg kunne alligevel ikke gøre noget ved, at planlægningen var skredet, at det øsregnede og at mine strømper var våde.

Så i stedet for at forsatte i en følelsesmæssig adfærd, der var udløst af modstand, som ville have aktiveret mig til yderligere frustration og irritation, løftede jeg i stedet hovedet op og tog imod regnen og mærkede den mod mit ansigt.

Jeg gav slip i kroppen, slap skuldrende og tillod mit åndedræt at blive roligt. Jeg fokuserede min opmærksomhed på mine sanser og så, lyttede, mærkede og duftede.

Og lige der skete der et skift.

Pludselig var det hele ikke gråt i gråt mere. Der var nuancer.

Der var det fineste mønster i en træstamme og regndråber på en gren som perler på en snor.

Jeg så græsset, der lige er blevet en anelse grønnere her på det sidste, der var regndråberne, der spredte ringe i vandpytterne.

Der var lyden af regn, der trommede let på min hætte.

Der var en glad hund med en løftet hale.

Der var gæs, der fløj over mig i flok og da jeg begyndte at lytte, var der masser af fuglefløjt.

Intet af det ville jeg have fået øje på, hvis jeg var blevet i min modstandsstilstand, fordi modstand avler modstand.

For modstand producerer negative følelser, der producerer negative tanker, der producerer negative følelser, der producerer negative tanker…… Og det er afsindigt opmærksomhedskrævende og energislugende.

Modstand trækker din opmærksom hen på det, du har modstand mod, så det bliver svært at fokusere på andet end modstanden og det, du har modstand mod.

Ved at blive nærværende, give slip og overgive dig til, at øjeblikket er, som det er, frisætter du energi til at se, hvad øjeblikket også rummer. Og lige der gør du alting meget lettere for dig selv, for du behøver pludselig ikke at reagere automatiseret på alt.

Naturen er den bedste læremester til det her, hvis du spørger mig. Det har jeg også skrevet før og jeg kommer til at gentage det igen og igen.

Vi kan ikke lave om på det faktum, at det er mørkt om vinteren og lyst om sommeren. Vi kan ikke ændre på om det regner eller sner. Alligevel er det noget, der bruges rigtig meget energi på at have modstand mod. Og modstand tapper rigtig meget på din samlede energibeholdning.

Naturen kan derfor bruges til at træne accept af det, der er lige nu ved at acceptere vejret og den årstid, det nu er.

Naturen kan bruges til at stille skarpt på sanserne og være nysgerrigt iagttagende fra det ene øjeblik til det næste og blive ved sanserne og se efter nuancerne. Altså til at være nærværende og tilstede.

Naturen kan bruges til at overgive sig til det cykliske i årstiderne og træne tilliden til, at selvom alting ligger i dvale om vinteren, så simrer livet altid under overfladen og folder sig ud, når omstændigheder er til det i foråret. Som i livet i overført forstand.

Er det lettere sagt en gjort?

Ja, men det handler ikke om succes eller fiasko det her.

Det handler ikke om altid at skulle lykkedes. Det handler om at starte forfra hele tiden. At blive opmærksom igen og igen. Det handler udelukkende om at øve sig og lære.

Og øvelse i at trække sin opmærksomhed hjem til det eneste virkelig øjeblik, der findes, som er lige NU, gør (livs)mester!

Våd hund

Del denne artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *