Det er gråt og vådt. Dagene er korte og mørke.
Der har ikke været megen sol her i december. Og nu blev nedlukningen af landet forlænget igen i går. Julen har for mange nok ikke været helt det, den plejer at være og det samme gælder for nytårsaften.
Der er egentlig mange grunde til at være i dårligt humør, blive vinter-tungsindig og lægge sig under dynen og trække gardinerne for.
Det vil være løgn at sige, at jeg ikke har en del på min tallerken lige nu, som fylder rigtig meget. Derfor er det lige nu altafgørende for mig, at jeg er ekstremt opmærksom på, hvad jeg fokuserer min opmærksomhed på og hvad jeg tillader mig selv at blive optaget og fanget ind af. Fokuserer jeg forkert ret længe ad gangen, kan det have ret store konsekvenser i forhold til, hvilken adfærd jeg praktiserer og dermed hvilke beslutninger, jeg tager.
For blot et par år siden havde min reaktion været en anden, end den er nu. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have kastet håndklædet i ringen. Det, der har gjort forskellen for mig er, at min meditationspraksis ikke længere er noget, jeg skal huske at få gjort. Det blevet til en del af den, jeg er.
Efterhånden har jeg så meget erfaring med, hvordan jeg har det, når jeg får mediteret regelmæssigt sammenlignet med, hvordan jeg får det, hvis min meditationspraksis nedprioriteres i en periode. Eller hvis jeg i en periode ikke er tilstrækkeligt mentalt disciplineret, når jeg sætter mig på meditationspuden, men tillader mig selv at tænke eller dagdrømme og ryge ud af en mental tangent.
Om tangenten er god eller dårlig er egentlig lige meget. Ryger jeg ud af en tangent, får jeg ikke trænet mig selv og min hjerne til at dvæle min opmærksomhed i det øjeblik, jeg er i.
Og det betyder, at jeg ikke får trænet de neurale netværk, der har at gøre med netop opmærksomhed, fokus, selvregulering, tilfredshed og trivsel.
I stedet tillader jeg min hjerne at ryge tilbage i det neurale netværk, der kaldes default mode network, der er forbundet med ”mindwandering” – tankemylder og tankerumination, hvor tankerne kører i ring igen og igen.
Hvad der lige nu fylder på min tallerken er egentlig ikke relevant. Det centrale er, hvordan jeg møder det, der sker i mit liv.
Og livet sker. For os alle. Det vil det altid gøre. Bedst som vi tror, at vi er inde i smult vande, sker der et eller andet, vi ikke havde planlagt. Derfor er livsmestring så afsindigt vigtigt.
Det er min overbevisning, at kan vi mestre vores opmærksomhed, kan vi mestre livet.
Det står på min hjemmeside, som noget af det første. Du kan intet opleve, erfare, erkende eller forandre uden at være opmærksom.
Jeg skal holde et foredrag i starten af januar om samme tema, hvis coronaen tillader det.
Det er et af mine yndlingsemner. Tryk på knappen og start mig. Jeg har svært ved at stoppe igen.
Men hvad mener jeg med livsmestring gennem opmærksomhed?
Jeg vil bruge min gåtur med min hund her til morgen som et eksempel:
I det øjeblik jeg trådte ud af døren her til morgen, begyndte det at regne og lagt sammen med vinden, var første impuls at gå baglæns og lukke døren igen.
Men om det regner eller sner, skal hunden ud og det er godt. Naturen er en dygtig læremester og kan lære mig en del. Naturen kan lære os en del. Om nærvær og accept.
Accept af det, der er. Vi kan ikke ændre på vejret, årstidernes skiften eller på det forhold, at det er mørkere om vinteren. Alligevel er det noget, mange mennesker bruger rigtig meget energi på at have modstand mod.
Da jeg gik i skovbrynet her til morgen, var jeg ved at glide i mudder, der gik op til anklerne, regnen piskede mig i hovedet, min regntætte frakke blev gennemblødt på et par minutter, det var koldt, diset og mørkt.
Jeg lagde mærke til, hvordan min krop begyndte at spænde op og trække sig sammen. Jeg frøs en lille smule og det er kroppens automatiserede reaktion mod kulde, regn og blæst at trække sig sammen.
Det er også kroppens automatiserede reaktion på modstand. Den trækker sig sammen og spænder op. Og der var egentlig faktorer nok til stede til, at jeg kunne have kategoriseret situationen, som forkert og uønsket.
Reaktionen med modstand sker ikke kun fysisk. Det sker også mentalt. Modstand er enormt opmærksomhedskrævende, så det indskrænker udsynet, fordi fokus helt automatisk rettes mod den modstand, vi oplever og mod det, vi i øjeblikket kategoriserer som forkert.
Where attention goes energy flows.
En typisk automatiseret reaktion på vejret i dag ville have været, at jeg havde givet det en label: møgvejr. Det kunne have aktiveret en masse modstand. Og modstand avler modstand.
Hvis jeg havde tilladt min opmærksomhed at være draget mod og optaget af det, jeg i øjeblikket kategoriserede som et møgvejr, kunne det have tiltrukket flere tanker om utilfredshed og forkerthed:
Jeg kunne for eksempel være kommet i tanke om coronasituationen, og hvordan det påvirker hverdagen og min lille virksomhed.
Tiltrukket af tanker om begrænset hverdag og min virksomhed, kunne de næste tanker i associationsrækken have handlet om områder i mit liv, som ikke er helt i balance.
Mine tanker kunne være endt et helt andet sted end det hele startede, hvilket var ved møgvejret.
Det næste havde være en følelsesmæssig reaktion på mine tanker. Det kunne snildt have været følelser som afmagt, frustration, opgivelse og frygt på mine tanker om min situation og om fremtiden.
Og således kunne en spiral ned i tungsindhed og dårligt humør være startet.
Det mest interessante – eller foruroligende om du vil – er , at denne form for tanke- og reaktionsprocesser sker dagen lang, livet igennem. Ind imellem opdager vi, hvad der sker og ser sammenhængen. Vi bliver opmærksomme på det.
Rigtig mange andre gange opdages det overhovedet ikke, men pludselig er humøret dårligt og inden vi har set os om, er vi landet i et lavfrekvent hul, som det er svært at kravle op af.
Årsag?
Autopiloten er slået til og den bevidste opmærksomhed slået fra.
Tilbage ved min gåtur her til morgen.
Heldigvis og på grund af mange års mentaltræning og mindfulnesspraksis, blev jeg hurtig opmærksom på min fysiske reaktion i kroppen, der trak sig sammen.
Mens jeg gik videre, arbejdede jeg derfor med at slippe spændingen i kroppen. Jeg slap mine skuldre, spændte af i nakke og arme, gav slip i maven. Dermed fik jeg signaleret til min hjerne, at alt er ok.
Sagen er den, at havde jeg muskulært trukket mig sammen i modstand, havde jeg signaleret til min hjerne, at alt ikke var ok. Min hjerne havde derefter kvitteret med at udløse stresshormoner, som den ville have sendt ud i kroppen.
Stresshormonerne havde medvirket direkte til udløsningen af ovenfornævnte nedadgående spiral med negative tanker og følelser, der i første omgang var udløst af min modstand mod det, jeg oplevede i øjeblikket.
Stresshormoner avler negative tanker og følelser som netop frustration, irritation og frygt.
Mens jeg gik, arbejdede jeg med accept. Jeg overgav mig til, at situationen lige der hvor jeg gik, ikke kunne være anderledes.
Jeg fokuserede min opmærksomhed på at have kontakt til mine fødder i mudderet, fokus på mit åndedræt. Tog imod regnen i ansigtet, løftede blikket og så på min hund og hendes prægtige hale, der til trods for regnen, var højt løftet.
Jeg fokuserede al min opmærksomhed på mine sanser og blev lige der.
Jeg gik ikke videre i en tolkning af det af det mine sanser gav mig af information. Jeg blev med min opmærksomhed ved det, jeg sansede igennem min høre-, syns, lugte- og følesans.
Det eneste tidspunkt, hvor vi opleve det, vi sanser, er lige nu.
At være bevidst opmærksom på, hvad vi sanser, trækker vores opmærksomhed hjem i øjeblikket, så vi lander lige nu og her.
Det er essensen af mindfulness. Mindfulness er træning i at være bevidst opmærksomhed lige nu. Det er relativt lille bevidsthedsskift, men det kan være livstransformerende. Deraf livsmestring gennem bevidst opmærksomhed.
Det er netop årsagen til, at mindfulness meditation er stressreducerende.
At praktisere mindfulness og mindfulness meditation ændrer for det første hjernen neuralt, da der skabes nye mere hensigtsmæssige spor og netværk.
For det andet fjernes fokus fra tankerne, der opleves lige så virkelige og rigtige af hjernen, som det der sker i den fysiske verden.
For binde en sløjfe:
Modstand mod det, der er lige nu, rejser nervesystemet i en stressreaktion.
Den, det først og fremmest går ud over er dig og dit velbefindende – fysisk og psykisk.
Og hele humlen ved det hele: modstand ændrer intet ved de forhold, vi intet kan gøre ved. Det gør kun vores oplevelse af dem værre.
Så til trods for mørke, regn og umiddelbart ubehag: kom ud i naturen. Kom ud i mørket og regnen. Vi kan lære noget helt grundlæggende, mens vi går der, som kan løfte vores livskvalitet på mange andre områder af livet ret markant:
At være sansende lige nu og her og træne evnen til lande en accept af det, der er.
Det kan i mange situationer lige nu og her alligevel ikke være anderledes.
Husk at accept ikke er det samme som resignation.
PS mit kamera i min Iphone kunne ikke fange regnen, men den var der altså 😀
