For nyligt delte jeg min egen vej gennem stress i min Facebookgruppe Stresscoachens Frirum.
Det er noget, jeg har været lidt tilbageholdende med. Dels er det en lidt lang fortælling, fordi der er en hel del at fortælle om. Så derfor bider jeg den over i flere opslag.
Dels har jeg skullet tage lidt tilløb. Det er nemlig en lidt rå fortælling om liv og død, som jeg ved, berører andre en hel del.
Så hvis du er et sted, hvor det gør ondt helt ind i knoglemarven, at læse om andres smerte – der har jeg nemlig selv været – så er dette måske ikke det rette indlæg. Men det ved du bedst selv.
For mig er det en fortælling, som jeg i dag har fået integreret som en vigtig del af mig, hvem jeg er og hvorfor jeg laver det, jeg gør.
Min egen vej gennem stress er i dag blevet derfra, min verden går.
Det er blevet mit fundament, da jeg fik vendt det meningsløse til mening.
Hvis du ikke kender mig, så ved du måske ikke, at jeg selv været så hårdt ramt af stress, at min egen hjerne har føltes som sprængt i atomer. Hvis du vil læse med, vil jeg starte med at tage dig med til en dag i februar 2009, hvor disse ord ramte mig i hovedet, som en hammer:
Nu skal du passe på ikke at blive bitter!
Ordene kom fra den præst, der halvanden måned tidligere havde begravet vores lille Malte, som kortvarigt var i vores liv, men som min eksmand og jeg mistede i 17. uge af graviditeten.
Vi mistede ham på grund af en række uheldige omstændigheder og fejl på Hvidovre Hospital.
Efter 3 års hårde forsøg at blive forældre.
Vi boede på det tidspunkt i Valby og jeg var på vej i Søndermarken på en gåtur.
Jeg befandt mig i en zombie-lignende tilstand.
Følte mig levende død. Fyldt af vrede, afmagt, bitterhed, uretfærdighed, tvivl og frygt for aldrig at blive mor. Det var det eneste, jeg vidste på det tidspunkt, at jeg gerne ville være, mor.
Og gerne til en børneflok på 3 eller 4.
Præsten, som havde begravet vores lille dreng, kom kørende på sin cykel i modsat retning. Hun stoppede op og spurgte, hvordan jeg havde det.
Jeg svarede hende. Ærligt.
Hun så på mig med et granskende blik og hun så vel på grund af sin erfaring med mennesker i krise, hvor jeg var på vej hen.
Derefter faldt hendes advarsel!
Nu skal du passe på ikke at blive bitter.
De ord ramte mig som et slag.
Det var som om, luften blev slået ud af mig.
Jeg tog det som en dyb krænkelse i det øjeblik, hun sagde det.
Jeg følte nemlig, at det jeg oplevede, var en berettiget vrede over
læger der ikke havde lyttet i denne graviditet, hvor jeg mistede i 17. uge.
læger der ikke havde lyttet tidligere i en anden graviditet, hvor vi mistede en lille pige omkring 12. uge.
journal-rod på hospitalet, hvor min journal alt for mange gange befandt sig på en anden afdeling, så den ene læge overså, hvad den anden læge havde sat i gang. Det var i papir-journalens tid.
en læge, der inden hun sendte mig hjem, bad mig stole på hende, selvom hun ikke havde undersøgt mig. Til trods for at jeg fortalte om ve-lignende smerter hele den forudgående nat. Efter blot en halv time hjemme gik det galt.
Som om det ikke var nok, modtog jeg efterfølgende et brev med en recept på antibiotika, som formentlig kunne havde reddet graviditeten.
Der var gået alt for lang tid, inden en læge havde set podningssvaret og derefter var brevet blevet afsendt fra hospitalet som b-post den 18. december midt i juleposten.
Det landede i min postkasse den 28. december.
Den 27. december havde jeg mistet en lille fin dreng i 17. uge.
Efter 3 års indædt forsøg på at blive forældre.Jeg havde allermest lyst til at brænde brevet i håndvasken, da jeg fik det.
Jeg følte, at brevet var en hån af vores lange forsøg på at få det barn, vi ønskede os.
Efter tabet af vores lille Malte og det helt igennem uheldige forløb, ændrede Hvidovre Hospital deres retningslinjer for, hvordan gravide skal have svar på deres undersøgelser.
Til gavn for andre efter os, hvilket vi var glade for.
Det gav det hele et lille glimt af mening.
Men vi manglede stadig vores lille Malte. Og jeg kæmpede med en afmagt og vrede, som åd mig op.
Da verden omkring os skød nytåret ind til 2009, lå jeg i min seng og mærkede, hvordan alt var gået i stå indeni mig, mens livet udenfor gik videre. Jeg var ude et sted, hvor jeg mærkede mit mørkeste mørke.
På det tidspunkt havde jeg haft 6-7 spontane graviditetstab (har helt ærligt glemt det helt præcise tal nu). Men der havde været flere tidlige tab, hvor jeg bare nåede at opdage graviditeten, før den var væk igen.
Et af de tidlige graviditetstab havde været under en anatomi- og fysiologieksamen på universitet.
Da jeg opdagede, hvad der var ved at ske, gik jeg ind på min plads og færdiggjorde eksamenen i ren og skær arrigskab og trods over livet. Jeg fik 12!
Når jeg ser tilbage på det, aner jeg ikke, hvordan jeg kunne.
Men på det tidspunkt havde jeg en fortælling om, at det her skulle jeg fanme bare kunne håndtere. På den anden side, giver det så meget mening, at jeg ikke opgav alt andet i livet, men rettede fokus mod noget, der fungerede. Mit studie.
Forud for min anatomieksamen havde jeg et halvt år forinden, mistet en lille pige omkring uge 12.
Da det gik op for mig, at jeg var ved at abortere, ringede vi 112, men vi fik at vide, at det var helt normalt at abortere “tidligt”, så der blev ikke sendt en ambulance.
Jeg endte med at sidde med en lille, bitte, fin pige pakket ind i et håndklæde i taxaen ud til Hvidovre hos en intetanende taxachauffør.
Mærkværdigt nok var det, hvad mine tanker kredsede om – gad vide hvad taxachaufføren ville sige, hvis han vidste, hvad han kørte med i det øjeblik.
Men jeg var gået i chok og kunne intet mærke. Mit system var lukket helt ned i chok.
Cirka 2 måneder senere var jeg stadig ikke kommet helt ud af min frystilstand, men alligevel lukkede mit system ned igen for anden gang på kort tid.
Min mor kom ud for en alvorlig ulykke, hvor hun fik et kranietraume og skader på hjernen. Hun var bevidstløs, da hun blev fundet.
Jeg stod i S-toget, da jeg fik nyheden af min søster, som sagde, at vi hellere måtte køre mod Silkeborg.
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ud af s-toget og hjem.
På vejen over til Silkeborg kendte vi ikke min mors tilstand. Jeg kan huske, at jeg sad i bilen og tænkte på om min mor nogensinde, ville se mig blive mor. Det vidste jeg, at hun ønskede.
Så da jeg mødte præsten den omtalte dag i februar 2009, efter vi havde mistet lille Malte i december 2008, var jeg et sted, hvor mørket ikke kunne være blevet mørkere.
Mit hoved kværnede rundt i hvorfor-spørgsmål, som ingen kunne svare på. Hvorfor skulle det her ramme mig?
Hvorfor skulle jeg opleve et større antal af spontane aborter end de “normale” 3 spontane aborter.
Der var under 0,01 procent sandsynlighed for at opleve så mange spontane graviditetstab, som jeg havde haft.
Afmagt, vrede og frustration flød i mit blod og forpestede hver en celle.
Jeg følte, at de havde svigtet os og vores lille dreng på Hvidovre. Jeg følte, at de havde taget alt for let på det hele og gamblet på den mest hånlige måde med det barn, vi havde kæmpet og knoklet for at få i 3 lange år.
SÅ MØDTE JEG PRÆSTEN:
Nu skal du passe på ikke at blive bitter!
Det ramte mig i hovedet som en hammer.
Jeg blev så vred, for jeg havde endelig tilladt mig at føle min sorg og min smerte.
Tilladt mig at sige det højt.
Da jeg mistede den lille pige, gjorde jeg intet ud af det.
Jeg lukkede ned for sorgen, tabet og chokket for alle sagde, det var normalt at miste tidligt.
Derfor oplevede jeg, at min smerte og sorg var forkert.
Men hun var helt normalt udviklet. Det var mig, der havde tabt hende. Hun fejlede intet.
Og var det sket bare en uge senere, var et helt apparat gået i gang omkring mig, da der netop iværksættes en hel indsats omkring sene graviditetstab med støtte og hjælp.
Jeg følte mig helt alene med mine følelser og chokket, men alt hvad der blev signaleret var, at det var en “normal” abort. Jeg ville derfor ikke være forkert eller til besvær.
Så da det skete igen med Malte, tillod jeg mig selv at fylde i tabet.
Og jeg tillod mig at gøre Hvidovre opmærksom på, at det der var foregået, var fuldstændig uacceptabelt.
Og de gav os ret.
Det hjalp på en sær måde at blive anerkendt i det.
Så hvem pokker var hun, præsten, til at gradbøje og vurdere min smerte?
Havde hun en eller guddommelig ret til at vurdere, hvordan jeg skulle have det? Hvad bildte hun sig ind?
Mit system pumpede rundt i en massiv bølge sf stress.
Jeg afrundede hurtigt samtalen med præsten.
Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg gik videre mod Søndermarken.
Vred, ramt, frustreret.
Men så skete der noget.
Noget i mig krakelerede.
En eller anden mur brød sammen. Et forsvarsværk jeg havde sat op mellem mig og verden.
Som jeg gik, begyndte jeg af en eller anden grund at undersøge, om der var noget sandt i hendes udsagn. Var der en sandhed i det, hun sagde? Var jeg ved at blive bitter?
En stemme i mit indre sagde:
Ja hun har ret. Du sørger ikke. Du kører dig selv ned i vrede. Se op!
Og pludselig mens jeg gik, opdagede jeg, at jeg ikke anede, hvor jeg var.
Jeg gik som en robot, fuldstændig afkoblet fra verden omkring mig. Fuldstændig afkoblet nuet og livet.
Jeg levede ikke. Jeg var ved at blive ædt op af vrede og bitterhed.
Jeg kunne ikke se andet, mærke andet, føle andet. Mit fokus var snævret helt ind på uretfærdigheden og tabene.
Men da jeg løftede blikket og så op og væk fra mine kaotiske tanker og følelser, opdagede jeg , at det var en mild dag i februar.
Jeg opdagede, at foråret var begyndt at titte frem.
Jeg opdagede, at lyset var blevet skarpere.
Jeg opdagede, at solen varmede.
Jeg lagde mærke til øjeblikket.
Noget i mig slap.
En del af mig blev sat i bevægelse.
Jeg opdagede, at intet i mig havde været i bevægelse. Alt havde været fastlåst og frossent indvendigt.
I lang tid!
Jeg mærkede en flig af lyset trænge ind – en snert af liv..
Jeg indså, at hvis jeg skulle leve, så måtte jeg
skifte tilstand.
Lande en accept.
Give slip på kampen.
Jeg måtte give slip på at føle mig som et offer for en række af ydre omstændigheder, for offerrollen ville kun vedligeholde min fortælling om uretfærdighed og trække mig yderligere ned i kaos, sump og meningsløshed.
I den følgende tid begyndte jeg minutiøst at kalde på min bevidsthed, hver gang jeg opdagede forbitrelsen, vreden, afmagten, uvisheden og tvivlen bølge frem.
Jeg favnede den bevidst og forsøgte igen og igen at møde det hele med accept.
Jeg forsøgte igen og igen at overgive mig til det, jeg intet kunne gøre ved.
Langsomt slap noget af overlevelsesenergien i mit system og gradvist indfandt sig noget, der mindede om accept.
Livet begyndte at være bare lidt i bevægelse igen.
Solen kunne trængte ind.
Jeg begyndte at lægge mærke til, hvor jeg gik, lagde mærke til foråret og hørte fuglene.
EN MÅNED SENERE OPDAGEDE JEG, AT JEG VAR BLEVET SPONTANT GRAVID MED MIN SØN, DER KOM TIL VERDEN I 2009.
Tilfældigt efter 3 års fortvivlet forsøg på at blive forældre?
Ikke i mit univers.
Jeg kunne ikke være kommet længere ud i mørke og afmagt. Foragt, had, vrede.
Men forandringen skete, da jeg fik et slag i ansigtet, der bogstaveligt slog mit værn ned.
Jeg løftede blikket opmærksomt og gav slip og overgav mig til de tab, der ikke kunne ændres på.
Mit store ønske gik i opfyldelse.
Jeg blev mor efter massiv mandsopdækning på både Riget og Hvidovre Hospital i graviditeten med min søn.
Det blev en lang og kompliceret graviditet med, intravenøst drop i hånden på Rigshospitalet næsten ugentligt i den første halvdel af graviditeten for at styre mit immunforsvar.
Der var truende for tidlig fødsel flere gange, der endte med flere indlæggelser, men det lykkedes.
Tre gange på et år var mit nervesystem gået fuldstændigt i frys.
Tre gange på et år, hvor jeg følelsesmæssigt lukkede ned og gik i chok.
Da jeg stod med min søn i armene, kunne jeg ikke kende mig selv.
Jeg anede ikke hvem jeg var.
Jeg anede ikke, om jeg kunne tillade mig at tro på, at han blev hos os.
Min hjerne var i fragmenter efter samlet set knapt 4 års forsøg på at blive forældre og det ene tab efter det andet.
Men intensiteten i smerten ved de oplevelser gjorde, at noget i mig var blevet vækket.
En indsigt i nødvendigheden af bevidst at skifte tilstand og fokus og konstant at øve mig på accepten af det, der ikke kan ændres.
Det har givet mig en evne til at rumme dyb psykisk smerte og menneskeligt mørke.
Både i mig selv og andre.
Skærmydslerne og livets udfordringer sluttede dog langtfra efter fødslen af min søn, men de år i slutningen af nullerne blev min referenceramme i forhold til, hvad jeg efterfølgende vidste, jeg kunne klare.
DET KRÆVEDE MOD, DET PRÆSTEN GJORDE DEN DAG I FEBRUAR 2009.
Hun slog bogstaveligt min mur ned og hun risikerede min vrede i en højere sags tjeneste.
Det blev startskuddet til, hvorfor jeg gør det, jeg gør i dag.
Langsomt men sikkert fik jeg beroliget min hjerne og mit nervesystem fra at være i ren overlevelse, hvor den konstant sendte signaler om, at alt var farligt – selv den mindste lyd – til at være i balance.
Og efter både at have set verden fra en hjerne i overlevelsestilstand og fra en hjerne i balance, så er det to helt forskellige syn, der møder en.
Og det er ikke verden, der nødvendigvis er anderledes.
Det er synet, oplevelsen og tolkningen af den, der er forskellig afhængigt af hjernens tilstand.
Så min egen største smerte blev startskuddet til det, jeg laver i dag.
Det er derfor, at forløbet Stressfri og Hjernesund er blevet til.
Jeg havde symptomer på meget svær stress og PTSD, men har i dag i en hjerne og et nervesystem, der kan op- og nedregulere stress, som det skal.
Jeg håber, det kan give dig motivation og håb til aldrig nogensinde at give op.
Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen
35Lene W. Rasmussen, Tina Skånvad og 33 andre14 kommentarerSynes godt omKommenter
